
Foto: OB
Rasmus Falk håber og regner med, at han kan sætte navn på sin nye klub i løbet af januar måned. Han udelukker ikke at blive i OB sæsonen ud.
Rasmus Falk meldte mandag ud, at han ikke ønsker at forlænge sin kontrakt med OB, der står til at udløbe efter denne sæson.
Herfor skal den talentfulde offensivspiller ud at finde sig en ny klub, og den regner han med at kunne sætte navn på, inden januar bliver til februar.
“Ja, det regner jeg med. Det er svært at love noget, men det tænker jeg. Jeg vil gerne have klare linjer, så det håber jeg på,” siger Falk til Fyens Stiftstidende. Det betyder dog ikke, at han forlader OB nu:
“Jeg ville have det rigtig fint med at slutte godt af her. Jeg vil rigtig gerne vise, at jeg ikke er videre, og at jeg gerne vil gøre det færdigt her, hvis jeg får lov til det.”
Angiveligt er flere klubber ude efter danskeren – heriblandt Brøndby, FC Midtjylland, FC København og udenlandske hold som Lille og Celtic.