Real Madrid bekræfter: Ramos forlader klubben

0
Real Madrid bekræfter: Ramos forlader klubben

Foto: Shutterstock

Real Madrid har onsdag aften bekræftet, at Sergio Ramos forlader klubben denne sommer, når hans kontrakt med hovedstadsklubben udløber.

Rygterne om Sergio Ramos’ fremtid har været mange, men onsdag aften blev det en kendsgerning, at den spanske forsvarsklippe forlader klubben.

Real Madrid bekræfter, at den 35-årige anfører takker af i klubben i forbindelse med kontraktens udløb.

Klubben oplyser, at man i morgen klokken 12:30 vil hylde Ramos, der har spillet i Kongeklubben i 16 år.

Sergio Ramos nåede at spille 671 kampe for Real Madrid med hele 101 mål og 40 assists til følge.

Derudover er han i sin tid i klubben blevet præsenteret for 235 gule kort samt 26 røde kort.

Ramos har spillet fjerdeflest kampe i Real Madrids historie, mens hans antal scoringer sender ham ind på 20.-pladsen over flest mål i klubbens historie.

I sin Real-tid har Sergio Ramos vundet 22 trofæer, hvilket er næstflest af samtlige spillere i Real Madrids historie. Han har blandt andet været med til at løfte fem spanske mesterskabstrofæer og fire Champions League-trofæer.

Han står desuden noteret for 180 landskampe for Spanien, men han var ikke udtaget til denne sommers EM-trup.

Sergio Ramos skiftede fra Sevilla til Real Madrid tilbage i 2005, og han spillede først højreback i Real, men blev siden hen omskoleret til centerforsvarer.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE