FC Københavns erfarne angriber, Cesar Santin, har i dag tegnet en kontraktforlængelse. Den nye aftale løber frem til 2014.
FC Københavns brasilianske angriber, Cesar Santin, har ikke lagt skjul på, at han gerne vil prøve lykken i en anden klub.
Men i første omgang vil Santin blive i FCK. Det slog han i dag fast, da han satte sin signatur på en kontraktforlængelse, som løber frem til sommeren 2014.
“Cesar Santin har været en væsentlig del af fremgangen i FC København de seneste år, og han har i denne sæson endnu engang vist sig som en stabil målscorer for klubben,” siger sportsdirektør Carsten V. Jensen i en pressemeddelelse.
“Vi har en række unge angribere med stor fremgang i truppen, men det er samtidigt vigtigt at bibeholde noget erfaring i holdet, og derfor er vi glade for, at vi er blevet enige om at forsætte samarbejdet med ‘Ces’ frem til 2014.”
31-årige Santin har foreløbig nettet 71 gange i FCK-trøjen, siden han kom til klubben i 2008 fra Kalmar.