Real Madrids Sergio Ramos ønsker selv at skifte til Manchester United denne sommer, skriver Sky Sports.
Den seneste tid er Sergio Ramos blevet rygtet færdig i Real Madrid efter uoverensstemmelser med klubben, og i den forbindelse har Manchester United været aggressive efter at hente spanieren til Old Trafford.
Forleden kom det frem, at De Røde Djævle skulle have budt på forsvarsspilleren – dog uden held. Nu presser hovedpersonen så selv på for et skifte til United.
”Ramos har direkte sagt til Madrid, at han er fuldstændig fast besluttet på at forlade klubben denne sommer, og han vil særligt gerne have dem til at forhandle med Manchester United,” skriver Sky Sports.
Ifølge det engelske medie har Manchester United budt i omegnen af 300 millioner kroner for den 29-årige spanske landsholdsspiller, og dén pris har Louis van Gaal ikke i sinde at højne.