AGF’s midtbaneprofil, Casper Sloth, forklarer til BT, at han afviste en del tilbud i løbet af januars transfervindue. Han følte ganske enkelt ikke, at tilbuddene var interessante nok.
AGF’s største sejr i januars transfervindue var sandsynligvis, at det lykkedes klubben at holde på deres talentfulde midtbaneprofil, Casper Sloth.
Men det var ikke, fordi ingen viste interesse for Sloth, at han ikke skiftede, afslører han overfor BT.
“Hvis jeg gerne ville have skiftet, kunne jeg også have gjort det. Men jeg vil ikke væk for enhver pris. De muligheder jeg havde, følte jeg ikke, var noget, jeg havde lyst til. Så vil jeg hellere vente og se, hvad der sker til sommer,” forklarer Casper Sloth til BT og fortsætter:
“Jeg skal kunne mærke, at de virkelig vil mig, og at jeg har mulighed for at få spilletid. Der er ikke noget ved at komme ud som 21-årig og så bare sidde på bænken. Det er ikke noget, jeg er interesseret i. Jeg vil finde det rigtige match i stedet for bare at tage det første og bedste.”
21-årige Sloth supplerer med at fortælle, at hans ambitioner er, at komme til udlandet. Derfor virker et skifte til andre danske klubber ikke synderligt sandsynligt.