Stoke får konkurrence i bestræbelserne på at hente walisiske Joe Allen. Nu melder Swansea sig nemlig også ind i kampen om Liverpool-spilleren.
Joe Allen spillede en fornem EM-slutrunde for Wales, der overraskede alt og alle ved at nå semifinalen i Frankrig, og dét har gjort ham til et hot navn på transferbørsen i England.
Således er Stoke blevet meldt interesseret i Liverpool-spilleren, men The Potters kan se frem til skarp konkurrence i kampen om den 26-årige waliser. Swansea vil nemlig hente Joe Allen hjem.
“Han er helt sikkert en, vi har øje på, og vi overvejer at komme med et bud,” udtaler hovedinvestor i Swansea, Jason Levien, ifølge Goal.com og fortsætter:
“Vi tænker over, hvilke spillere, der passer ind i klubben, og han har en stor fortid her. Han er stadig en ung spiller, og der er mange klubber ude efter ham – vi er en af dem.”
Joe Allen har fået sin fodboldopdragelse i netop Swansea, hvor han spillede frem til 2012.