Den høje, norske angriber Julian Kristoffersen glæder sig til at tørne ud for FCKs ungdomsakademi, School of Excellence.
16-årige Julian Kristoffersen måler hele 195 centimeter, og dermed har han højden til at være en rigtig target man.
Kristoffersen er hentet til FC København, hvor nordmanden skal slå sine folder for ungdomsakademiet, School of Excellence.
“De fortæller mig, at deres mål er at udvikle mig til en international topspiller,” forklarer Julian Kristoffersen til den norske avis Gjengangeren, og han uddyber:
“Hver dag, hver træning er en konkurrence. Det er svært at slå helt igennem. Jeg må og skal klare det hele vejen igennem, for jeg ved, at jeg har fået en unik mulighed. De tager stort set ingen udlændinge ind i akademiet.”
På trods af sine blot 16 år, er Julian Kristoffersen topscorer for Ørn Horten, hvor han står noteret for 21 mål i ni kampe i den norske 4. division.