
Foto: Unisport
Den tidligere fodboldspiller og nuværende fodboldekspert, Stig Tøfting, har en blog hos Ekstra Bladet, og her deler han senest sin holdning til, hvordan FC København bør forstærke sig i transfervinduet.
“Jeg synes, FCK skal hente tre markante forstærkninger til toppen af truppen. Det skal være en central forsvarsspiller, en central midtbanespiller samt en angriber,” mener Stig Tøfting og han uddyber:
“Bubacarr Sanneh spiller ikke meget i Anderlecht og kan være en mulighed til forsvaret. Han er hurtig og duelstærk. Mathias Jensen, der også får begrænset spilletid i Celta Vigo, vil være et godt alternativ til midtbanen. Han er kreativ og teknisk dygtig.”
“I angrebet ville det være et scoop at hente Marcus Ingvartsens hjem fra Genk. Han er gået helt i stå og skal have gang i karrieren igen. Det kan han få i FCK, mener Stig Tøfting, der fremhæver FCK’s gode evne til at hente danske spillere hjem til klubben.”
Tøfting mener, at Ståle Solbakken bør sælge Denis Vavro, hvis der kommer et bud på 50 millioner kroner, mens han fastslår, at løverne bør gå langt for at holde på Robert Skov og Viktor Fischer.
Samtidig kalder Tøfting FCK’s mandskab for det bedste, Ståle Solbakken nogensinde har haft, eftersom at de har hentet 82 point efter 33 kampe, hvilket et FCK-mandskab aldrig tidligere har præsteret.