I et stort inverview med BT fortæller sportsdirektøren i Wolfsburg Klaus Allofs, at forårssæsonen bliver vigtig for Nicklas Bendtners fremtid.
Nicklas Bendtners kontrakt med Arsenal udløb i sommer, og det var længe uvist, hvor danskeren skulle fortsætte sin karriere.
Diverse medier gættede i øst og vest, mens 26-årige Bendtner selv afviste den ene klub efter den anden. Eller sådan kunne det i hvert fald let se ud for os udenforstående, for han var mere kræsen, end hvad vi fodboldfans nok syntes rimeligt.
Den danske landsholdsspiller er kendt for at lave flere overskrifter udenfor fodboldbanen end på, hvorfor en del sikkert havde set det oplagt, at Bendtners karriere skulle fortsætte i Italien eller Spanien, hvor glamour til tider fylder mere end fodbold.
Men sådan blev det ikke. Nicklas Bendtner endte i den helt anden grøft, nemlig i tysk fodbold, hvor disciplin og hårdt arbejde altid kommer foran finurligheder og designertøj.
”I Tyskland er stilen anderledes end hos Arsenal, og her skal han for eksempel løbe meget mere og arbejde langt hårdere som angriber, end han har været vant til. Til gengæld er der mere plads, når han endelig får bolden, og det giver ham mange muligheder,” fortæller sportsdirektør i Wolfsburg Klaus Allofs til BT.
Skiftet til Wolfsburg var ikke alene en overraskelse for Fodbolddanmark – det var nok også lidt en overraskelse for selve klubben, da Nicklas Bendtner bestemt ikke var det øverste navn på deres ønskeliste.
”Det er rigtigt, at vi ledte længe efter en angriber og for at være helt ærlig, så var Nicklas ikke på vores ønskeliste. Men han var ikke en nødløsning, for vi havde mange andre muligheder. Vi så ham som en interessant spiller med glimrende kvaliteter, og så kunne vi lave en attraktiv økonomisk pakke, da vi ikke skulle betale for en transfer,” beretter Allofs.
Nu er det et halvt år siden, Bendtner blev tildelt trøje nummer 3 i den tyske bilby, og endnu mangler danskeren reelt at få sin chance. Han har i flere kampe måtte tage til takke med en plads på bænken, mens han i starten tit stod helt uden for truppen på kampdage.
”Da han kom hertil, var han helt naturligt ikke på 100 procent rent fysisk, og han havde ikke den nødvendige form, det kræves for at spille. Det tog nogle måneder, men han udviklede sig glimrende og faldt fint ind på holdet,” siger sportsdirektøren og fortsætter:
”Vi så i perioder hans kvaliteter som spiller. Der kom dog tilbagefald senere, og samtidigt spillede holdet godt, derfor kom der ikke mange chancer til Nicklas. Vi havde en intern diskussion om, hvordan vi så på ham: Var han fast mand, var han en del af gruppen, eller skulle han til tider slet ikke være med? Det var selvfølgelig ikke nemt for ham, for det var jo ikke, fordi han gjorde det dårligt, det var bare fordi de andre var så gode.”
Klaus Allofs erindrer, at den manglende spilletid betød, at Nicklas Bendtner mistede sin koncentration og motivation, men at det hele er som forandret nu, og sportsdirektøren har en god fornemmelse for resten af denne sæson på danskerens vegne.
Men nu skal det også til være for Nicklas Bendtner. Ikke bare, hvis han nogensinde drømmer om at få succes i Wolfsburg – også hvis han gerne vil lukke munden på alle kritikerne.
”Hvis diskussionerne om, hvor god han er, og hvor fokuseret han er, skal stoppe, så bliver de næste seks månederne vigtige for ham. Vi har tålmodighed med ham, så længe han gør fremskridt,” siger Kluas Allofs til BT og tilføjer:
”Hvis debatten om ham i offentligheden skal stoppe, så ville det bedste for ham være, at han får succes resten af sæsonen. Han har allerede bidraget væsentligt og scoret vigtige mål, og selvom han ikke spiller, så presser han jo de andre angribere. Men jeg ved udmærket, at han selv og folk forventer mere.”
Nicklas Bendtner underskrev i sommer en 3-årig kontrakt med Wolfsburg, som netop nu er nummer to i Bundesligaen.
