Abdul Rahman Baba er rygtet fra Augsburg til selveste Real Madrid, men den 20-årige back forhandler ikke med Kongeklubben nu, fortæller hans agent.
20-årige Abdul Rahman Baba har imponeret stort i denne Bundesliga-sæson for Augsburg, hvilket de har opdaget i selveste Real Madrid.
Men backen, der står noteret for 11 A-landskampe for Ghana, forhandler ikke på nuværende tidspunkt med den spanske storklub. Det fastslår hans agent.
”Det er selvfølgelig en stor ære for Baba at blive sat i forbindelse med Real Madrid. Hans præstationer har bragt ham i fokus hos nogle af de største klubber i verden. Men vi forhandler ikke med Real Madrid,” siger Sascha Empacher til Bild.
Selvsamme tyske avis rapporterer endvidere, at også Manchester United, Chelsea, Atletico Madrid, Borussia Dortmund og Schalke 04 alle følger den talentfulde Abdul Rahman Baba.