AGF har valgt at rykke den talentfulde midtbanespiller Nicolai Christensen op i A-truppen.
Christensen, der fylder 19 år på lørdag, får dermed en tidlig fødselsdagsgave og bliver det nyeste skud på stammen af håbefulde unge AGF-spillere, der får chancen i de hvides førsteholds trup.
”Nicolai gjorde det rigtig flot mod Randers i mandags og viste, at han har potentialet til at være med på dette niveau. Generelt har han været inde i en god udvikling de seneste måneder, og derfor har vi valgt at indlemme ham i A-truppen,” siger sportschef Brian Steen Nielsen til klubbens hjemmeside.
Nicolai Christensen har stadigvæk sin officielle A-holdsdebut for AGF til gode, men den kommer måske i løbet af foråret, hvor han skal være med til at spille AGF tilbage i Superligaen.
Skrevet af Patrick Andersen.