
RemotePhotoPress / Shutterstock.com
Casemiro har spillet sin sidste kamp for Real Madrid. Det står klart, efter at holdets cheftræner Carlo Ancelotti har bekræftet, at brasilianeren vil væk.
[YouPlaySinglePlayer video=”2714,4578,448687″ floating=”2″ ap mute]
“Jeg har talt med ham. Han ønsker en ny udfordring, og det forstår klubben godt. Vi vil gerne respektere Casemiros ønske, efter alt det, som han har gjort for klubben,” siger Carlo Ancelotti ifølge AS og tilføjer:
“Der er forhandlinger i gang, men der er intet, som er officielt endnu. Han er stadig vores spiller, men han vil gerne forlade os. Hvis det sker, så har vi ressourcer til at erstatte ham,” siger Ancelotti med henvisning til midtbanespillere, såsom Aurélien Tchouameni, Eduardo Camavinga og David Alaba.
Ancelotti slår fast, at klubben ikke har forsøgt at overtale Casemiro til at blive.
“Nej, jeg har kun lyttet. Han har hjulpet os meget. Jeg lyttede til hans ønske, og der er ingen vej tilbage. Hvis alt går godt for ham, og der er en aftale, så vil vi ønske ham det bedste og se på, hvad vi har.”
30-årige Casemiro kom til Real Madrid fra FC Porto i 2013. Han har kontrakt til sommeren 2025.