
Foto: Shutterstock
Man skulle tro at fredag aften var fredag den 13. for FC Barcelona, men det var nu den 14. august.
Fredag aften led Barca nemlig et ydmygende 2-8-nederlag til Bayern München i Champions League-kvartfinalen.
Efter kampen fortalte FC Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu, at man i næste uge ville annoncere planerne for fremtiden i klubben.
Et af de store samtaleemner er cheftræner Quique Setien, som kan blive den første mand, som forlader klubben.
Ifølge den Barcelona-baserede avis, Diario SPORT, så skulle klublegenden Xavi igen være førsteprioritet, men hovedpersonen selv føler sig ikke klar endnu, og derfor er ledelsen nødt til at se andetsteds.
Den tidligere Tottenham-manager Mauricio Pochettino er fortsat uden job, og derfor kunne han meget vel være favorit til posten.
Diario SPORT skriver, at Pochettino også var blandt kandidaterne, da Setien blev ansat, men at bestyrelsen i FC Barcelona ikke ville ansætte ham, på grund af hans fortid som cheftræner i Espanyol, som er Barcas lokalrivaler.
Bestyrelsen skulle dog have ændret holdning vedrørende dette, og således kan Pochettino nu for alvor bringes i spil ifølge Sport.
Tidligere har Pochettino selv udtalt, at han ikke kunne forestille sig at blive cheftræner i FC Barcelona netop på grund af fortiden i Espanyol, men avisen oplyser, at parterne har været i dialog i de seneste måneder og at den 48-årige argentiner skulle være klar til at overtage trænersædet nu.
Pochettino har ikke været cheftræner i en klub siden november måned 2019, hvor han blev fyret i Tottenham Hotspur og afløst af José Mourinho.