
Foto: Shutterstock
Bundesliga-giganten Bayern München arbejder på at gøre Inter-stjernen Romelu Lukaku til den angriber, som skal efterfølge Robert Lewandowski.
32-årige Robert Lewandowski er mange gange blevet omtalt som én af verdens absolut bedste fodboldspillere, efter han i en lang årrække har scoret mål på samlebånd.
Det har han gjort for både Borussia Dortmund, det polske landshold og selvfølgelig Bayern München, hvor han slår sine folder i øjeblikket.
Men det kapitel begynder efter sigende at lakke mod enden, og Bayern skal til at overveje, hvem der på sigt skal afløse den aldrende polak.
I den forbindelse har Dortmund-kometen Erling Håland været nævnt, men det er angiveligt ikke ham, Bundesliga-giganten kigger på.
I hvert fald skriver den engelske avis Daily Mirror, at Bayern arbejder på at gøre belgiske Romelu Lukaku til Lewandowskis efterfølger.
Den 28-årige Inter-angriber er i skrivende stund til EM, efter han vandt det italienske mesterskab med Christian Eriksen og Inter.