FC Barcelonas præsident Josep Bartomeu udtalte søndag aften, at Quique Setien bliver fyret. Dog har klubben ikke annonceret dette endnu.
I kulissen arbejdes der hårdt på at få Setiens afløser på plads, og her skulle valget være faldet på et klubikon i form af Ronald Koeman.
Det skriver flere medier, heriblandt den Barcelona-baserede avis, Sport.
Det forlyder, at Koeman vil få en etårig kontrakt med option på yderligere et år, alt efter hvad en ny præsident måtte ønske.
FC Barcelona skal nemlig senest afholde præsidentvalg næste sommer, hvor Bartomeu efter klubbens regler ikke kan genvælges.
57-årige Koeman spillede som aktiv for FC Barcelona i perioden 1989 til 1995, mens han var assistentræner i klubben fra 1998 til 2000. Senest har han været landstræner for Hollands A-landshold siden 2018.
Det ventes, at Koeman vil blive annonceret som ny cheftræner i én af de kommende dage.
Setien overtog trænersædet i januar i år efter fyringen af Ernesto Valverde.