
Foto: Shutterstock
Erling Braut Hålands repræsentanter, hans far Alf-Inge Håland og agenten Mino Raiola, har i denne uge været i Spanien og England for at mødes med FC Barcelona, Real Madrid, Manchester City, Manchester United, Liverpool FC og Chelsea FC.
I dag skriver den spanske avis AS, at Real Madrid er Hålands favoritdestination blandt disse.
Men de kommende måneder byder på komplicerede forhandlinger, hvor ingen af førnævnte bejlere er ude af billedet, før en underskrift endeligt er sat på en kontrakt.
Borussia Dortmund forlanger mellem 150 og 170 millioner euro for den norske angriber, og det kan blive en stor udfordring for Real Madrid at betale dette beløb, mens det har været rygtet at både Alf-Inge og Raiola ønsker et honorar svarende til 300 millioner kroner hver.
Derfor afhænger meget af, hvorvidt Erling Braut Håland selv indgiver en transferanmodning til Dortmund, som sandsynligvis vil medføre at transferbeløbet sænkes fra tyskernes side.
Taktikken fra Raiolas side med at besøge de mange klubber skulle samtidig være at få klubberne ud i en budkrig for at sikre den økonomisk mest attraktive pakke, og det ønsker Real Madrids præsident og rutinerede forretningsmand, Florentino Perez, ifølge kilder tæt på klubben ikke at være en del af.
Derudover skulle Kylian Mbappé fortsat være Real Madrids transfermål nummer et, mens Håland altså er nummer to, hvis prisen ellers kan komme ned i niveau og hovedpersonen selv gør sit for at en aftale kan falde på plads.
Erling Braut Håland har en klausul i sin kontrakt med Dortmund, som betyder, at hans frikøbsklausul ligger på 75 millioner euro fra sommeren 2022, men meget tyder altså på at han skifter i sommerens transfervindue. Det store spørgsmål er blot hvortil.