
Foto: Shutterstock
Supertalentet Jude Bellingham har afvist at skifte til Paris Saint-Germain eller Chelsea, da hans far skulle have frarådet det. Det skriver Daily Mail.
Der har længe været massiv interesse for at hente den 19-årige Borussia Dortmund-komet Jude Bellingham, og nu er der nyt i transfersagen.
Ifølge Daily Mail har midtbanespilleren således truffet en beslutning om, hvor han i hvert fald ikke vil hen.
Avisen skriver, at Bellingham ikke vil til hverken Chelsea eller Paris Saint-Germain.
Beslutingen skyldes efter sigende englænderens far, som har rådet ham til ikke at vælge de to topklubber.
Daily Mail beretter endvidere, at det efterlader fire storklubber tilbage i kampen om den engelske landsholdsspiller.
Det drejer sig om Real Madrid, Liverpool, Manchester United og Manchester City.
I denne sæson har Jude Bellingham samlet set optrådt 27 gange for Dortmund, hvor han har kvitteret med ti scoringer og seks assists.