Leicesters ledelse har den tidligere Chelsea-manager Guus Hiddink på ønskelisten, når det gælder valget af en ny manager.
Leicester City skal på jagt efter en ny manager, efter at ledelsen i torsdags fyrede italienske Claudio Ranieri, der i sidste sæson førte holdet til det historiske, engelske mesterskab.
Ifølge avisen The Telegraph har Leicester udset sig den tidligere Chelsea-manager Guus Hiddink som mulig afløser for Ranieri.
LÆS OGSÅ: Engelske medier: Ranieri får stor kompensation
70-årige Hiddink har tidligere været på ønskelisten. Det var da man søgte en afløser for fyrede Nigel Pearson, men dengang afviste Hiddink tilbuddet, og ifølge avisen er det usikkert, hvorvidt han denne gang takker ja.
I sidste sæson var Guus Hiddink midlertidig manager i Chelsea FC, efter at The Blues fyrede José Mourinho. Han var også midlertidig manager i London-klubben tilbage i 2009.