Brøndbys assistenttræner Tamas Bodog forlader snart klubben, eftersom han har takket ja til et cheftrænerjob i Ungarn.
Tamas Bodog skal ikke længere være højre hånd for cheftræner Alexander Zorniger. Han har takket ja til et cheftræner-tilbud i hjemlandet Ungarn.
Han skal træne den ungarske klub Diosgyori VTK, oplyser Brøndby torsdag.
“Muligheden for at vende tilbage og blive cheftræner i mit hjemland kunne jeg ikke sige nej til. Jeg havde ikke planer om at skifte klub, da jeg virkelig har sat pris på min tid i Brøndby IF, og jeg har altid følt mig meget velkommen i klubben og blandt klubbens fans. Men jobbet som cheftræner i en historisk klub i mit hjemland, det kunne jeg kun takke ja til,” forklarer Tamas Bodog til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Brøndby IF vil altid have en særlig plads hos mig, og jeg vil savne alle i og omkring klubben. Jeg er sikker på, at der er flere gode resultater i vente i fremtiden, og jeg vil følge klubben tæt.”
Sportsdirektør Troels Bech forklarer, at man har stillet et krav om, at Bodog også er med på trænerbænken, når Brøndby møder AC Horsens på søndag i Superligaen. Derefter skifter han job øjeblikkeligt.
Tamas Bodog kom til Brøndby i sommer, da Alexander Zorniger valgte ham som assistent, efter deres fælles fortid i RB Leipzig.
“Jeg kender Tamas rigtig godt, da vi har arbejdet sammen i lang tid, og jeg ønsker ham alt det bedste i den nye rolle. Tamas har mange kvaliteter, som gør, at han vil blive en god cheftræner, så jeg er ikke overrasket over, at han har fået dette tilbud,” siger Alexander Zorniger til Brøndbys hjemmeside og uddyber:
“Vi har et godt trænerteam i Brøndby, og selv om jeg selvfølgelig er ked af at sige farvel til Tamas, både som ven og som kollega, så er jeg sikker på, at vi kan finde en kvalificeret afløser, som kan blive en del af vores hold.”
Brøndby oplyser også, at chefanalytiker Mounir Akhiat ligeledes stopper, da han har fået et job i DBU.