Fodbold-transfers.dk vil løbende forsøge at holde dig opdateret med rygter fra de største ligaer. Dagens interessante rygter handler bl.a. om José Mourinhos mulige afløser.
Löw og Ancelotti blandt kandidaterne til Mourinhos afløser
Kilde: Marca
Sandsynlighed: Middel
Kommentar: Den spanske sportsavis Marca er meget interesseret i historien om, at José Mourinho måske er fortid i Real Madrid til sommer.
Derfor spekulerer de også allerede i, hvem der skal erstatte den karismatiske cheftræner.
Blandt favoritterne er Tysklands landstræner Joachim Löw og Paris SGs Carlo Ancelotti. Udover disse to cheftrænere, nævnes også Alberto Toril, Marco van Basten, Arsene Wenger, Jürgen Klopp, Rafa Benítez, Michel, Marcelo Lippi og Fabio Capello.
Makienok jagtes af fransk klub
Kilde: Sporten.dk
Sandsynlighed: Middel
Kommentar: Simon Makienoks mange mål i Brøndby på det seneste er ikke gået ubemærket hen i udlandet. Franske Nantes er således blandt de interesserede i kulissen. Det skriver sporten.dk i dag.
Nantes, der ligger nummer to i den næstbedste franske række, er efter sigende klar med et bud på den høje angriber til januar.
Foruden Nantes, meldes belgiske Standard Liege også blandt bejlerne.
PSG og Chelsea slås om Guardiola
Kilde: Engelske medier
Sandsynlighed: Under middel
Kommentar: Pep Guardiola er en eftertragtet herre. Ifølge engelske medier er han så eftertragtet, at Paris Saint-Germain og Chelsea ligefrem slås om hans underskrift.
Tidligere har Manchester City og Manchester United også været inde i billedet, og intet er bestemt sikkert endnu.
Llorente: Jeg forlader Bilbao til sommer
Kilde: FourFourTwo
Sandsynlighed: Over middel
Kommentar: Athletic Bilbaos 27-årige angriber Fernando Llorente vil prøve sig af i en anden klub fra næste sommer. Det afslører spilleren selv. Han siger helt præcist, at han skifter den 30. juni 2013.
FCM-topscorer vil videre
Kilde: Herning Folkeblad
Sandsynlighed: Over middel
Kommentar: FC Midtjyllands topscorer, midtbanespilleren Mads Albæk, er parat til at slå folder i en ny klub fra januar. Den 22-årige spiller udtaler følgende:
“Jeg føler mig klar til at tage næste step. Jeg har efterhånden spillet mange kampe for Midtjylland og føler, at jeg har rykket mit spil. Januar-vinduet vil passe mig fint, men det er som sagt op til klubben,” siger han til Herning Folkeblad.
Albæk er FCM-topscorer pt. med seks mål i indeværende sæson.
Kjær vil tilbage til Italien
Kilde: BT
Sandsynlighed: Over middel
Kommentar: Simon Kjær nyder tiden i Wolfsburg, men han er helt overbevist om, at han en skønne dag vender tilbage til Italien og den bedste række i Serie A, hvis det rette tilbud lander på hans bord. Han har stadig halvandet år tilbage af aftalen med Wolfsburg.