Fodbold-transfers.dk har interviewet FC Københavns fanklub-formand, Lars Thor, om klubbens sommer-transfervindue og hans fortsatte forventninger til dette.
FC Københavns fanklub-formand, Lars Thor har været fan af klubben siden 1998 og formand for FCKFC siden 2012. Her fortæller Thor, hvad hans fortsatte forventninger er til dette transfervindue.
Hvad er dine forventninger til sommerens transfervindue?
“Nu hvor man har været tidligt ude og hente forstærkninger i form af Verbic, Kusk, Ankersen og Santander, forventer jeg egentlig et ret stille vindue.”
“Så medmindre der kommer et salg eller en alvorlig skade, tror jeg ikke umiddelbart der kommer flere til. Og så tror jeg også man har lidt is i maven i forhold til eventuelle bud på Augustinsson og Amartey, da de vil være vigtige i forhold til at vinde mesterskabet, som må være første prioritet i år.”
Hvor bør klubben især styrke holdet?
“Personligt synes jeg der stadig mangler forstærkninger til både forsvar, midtbane og angrebet. I forsvaret har vi kun tre reelle midterforsvarer (Stadsgaards situation er fortsat ukendt) i Zanka, Antonsson og Nilsson. Amartey kan dække pladsen, men så mangler han på midtbanen, hvor erstatningerne måske ikke borger for samme kvalitet.”
“Et bud på en spiller kunne være Filip Helander fra Malmö, som allerede har været rygtet til København. Med Wohlgemuth, Brandur og Toutouh som backup til de centrale pladser mangler der måske lidt rutine, hvis der skulle komme skader eller karantæner til Delaney eller Amartey.”
“En William Kvist kunne være en mulighed, men jeg tror ikke pengene eller timingen er til det lige nu. I angrebet er situationen måske kun akut lige nu, hvor Cornelius og Kadrii stadig er på vej tilbage fra skader og nyindkøbte Santander fortsat spiller for Guarani.”
“Problemet er dog, at angrebet den næste måned eller mere skal udgøres af Nicolai Jørgensen, Pourie og Felfel, og med tanke på hvordan sidste års sæsonstart kostede, bør det give lidt stof til eftertanke hos ledelsen. De to sidstnævnte ser jeg simpelthen ikke har kvaliteten til at udgøre et farligt nok angreb.”
“Desuden synes jeg Jørgensens skadehistorik og spørgsmålet om, hvorvidt Kadrii overhovedet kommer tilbage til sit gamle niveau, bør vægte i overvejelserne omkring hvorvidt, der er brug for en ekstra angriber i truppen.”
Hvem skal klubben skille sig af med?
“Pourie vil være det oplagte bud, men som angrebssituationen ser ud for tiden, vil det nok være en smule dumt at skille sig af med ham. Wiland fortjener vel ret beset også at komme videre, men igen så mangler der en kvalificeret erstatning for ham.”
Hvis du havde frit valg på alle hylder til at købe en spiller til klubben. Hvem skulle det så være?
“Det oplagte ville være at skrive Messi eller Ronaldo, men jeg så egentlig gerne, at FCK fik en stærk offensiv midtbanespiller tilknyttet. Hvis jeg så kunne vælge fra øverste hylde, så tænker jeg på spillere som Cesc Fàbregas, David Silva, Toni Kroos eller Arturo Vidal.”
“Med tanke på Fàbregas’ seneste sæson i Chelsea, må det nok blive ham, ikke mindst fordi hans blik for spillet vil give FCK mere fantasi i det opbyggende spil, noget der i den grad har været en mangelvare de seneste sæsoner.”
Hvordan bør start-11’eren se ud efter sommerens transfervindue?
“Andersen, Ankersen, Zanka, Antonsson, Augustinson, Kusk, Delaney, Amartey, Verbic, Jørgensen, Santander.”
Hvis du kunne hente en profil tilbage på holdet. Hvem skulle det så være?
“Jeg tror valget må stå mellem Grønkjær og N’Doye set ud fra, hvad det nuværende hold har af mangler. Grønkjær kunne løfte hele holdet og på egen hånd afgøre kampene, og desuden havde han en fantastisk vindermentalitet. N’Doye kunne score mål, indgå i opspillet og så var han en habil oplægger til mål.”
“Begge ville være gode tilføjelser, men set ud fra sidste sæsons mangel på mål, som måske kunne ændret mesterskabskampen, må valget falde på N’Doye. Med spillere som Verbic, Kusk, Ankersen, Augustinsson og Jørgensen til at få bolde ind i feltet vil N’Doye være en fantastisk spiller at have derinde.”
Hvad er din holdning til fodboldens udvikling, når vi kigger på lønninger og transfersummer?
“Jeg tror de fleste vil være enige i, at løn- og transfer-udgifterne de sidste mange år, er nået et alt for højt niveau. Man kunne have håbet på, at UEFAs FFP-regulativ kunne have været med til begrænse de dyre spillerkøb og lønninger, men det lader ikke til det har forhindret de store klubber i at smide alt for mange penge efter spillere. I min optik er det noget man bør være opmærksom på, i hvert fald i de store ligaer, hvor problemet er mere udtalt.”