
Foto: Shutterstock
FC Københavns nye nummer 9 er landet, og navnet er Youssoufa Moukoko.
Stortalentet er blevet købt fri af sin kontrakt med Borussia Dortmund, og det glæder FCK’s sportsdirektør sig over.
“Det her er en meget spændende transfer,” siger sportsdirektør Sune Smith-Nielsen til FCK’s hjemmeside og tilføjer:
“Youssoufa er en spiller med et enormt potentiale og har allerede en masse erfaring fra allerhøjeste niveau. Han passer perfekt ind i den profil, vi leder efter – ung, sulten og med et højt teknisk niveau. Vi tror på, at han kan tage næste skridt i sin karriere her i København.”
“Youssoufa har stået over for nogle af Europas bedste forsvar, og han har vist, at han kan gøre en forskel på det niveau. Det er en transfer, der både skal forstærke os her og nu – men også på den længere bane.”
“Det er en investering i både nutid og fremtid, men også en spiller som vi skal give ro i vores miljø og bygge op på den rigtige måde.”
Youssoufa Moukoko har fået en kontrakt til sommeren 2030.
For Dortmund nåede han at spille 99 kampe på førsteholdet med 18 scoringer og otte assists til følge.