FC Midtjyllands sportsdirektør Jens Ørgaard forventer, at januars transfervindue bliver et stille et af slagsen efter oprydningen i truppen sidste vinter.
Sidste vinter stod den på oprydning i FC Midtjylland-truppen, da de spillere, der ikke længere indgik i klubbens planer, blev sendt væk. Den oprydning betyder, at man ikke skal forvente den store aktivitet fra klubben, når transfervinduet åbner til januar.
”Vi skilte os af med de uønskede spillere dengang, og vi synes, at den trimning af truppen er lykkedes ret godt. Nu ser det fornuftigt ud, og vi har ingen uønskede spillere tilbage i FCM, så det bliver en stille omgang,” siger FCM’s sportsdirektør, Jens Ørgaard, til B.T.
FC Midtjylland har haft et fornuftigt efterår. Klubben er placeret på en fjerdeplads i Superligaen, tre point efter OB på andenpladsen og med en kamp i baghånden.