FC Midtjylland har lavet en handel med Monaco, som kan sende danske Jakob Poulsen tibage til Heden, hvis han og klubben kan få de personlige forhold på plads.
BT berettede mandag morgen, at Jakob Poulsen prøvede at blive fri af sin kontrakt i det franske. Senere afviste danskeren selv den histore.
Her til aften var det så Poulsens franske klub, Monaco, der havde en historie at fortælle. De skrev på klubbens Twitter-profil, at de havde solgt midtbanespilleren til FC Midtjylland.
Men de var lige en postgang for tidligt ude. FC Midtjylland afkræfter nemlig her til aften, at man har købt Jakob Poulsen hjem til den jyske hede.
Ulvene har dog lavet en aftale med Monaco, hvorledes kun de personlige forhold mellem FCM og Poulsen nu mangler at falde på plads. Det bekræfter midtjyderne i en børsmeddelse.
“FC Midtjylland oplyser, at man er blevet enige med AS Monaco omkring et køb af Jakob Poulsen,” skriver FCM i en børsmeddelelse og tilføjer:
“Endnu mangler FC Midtjylland at blive enige med Jakob Poulsen omkring spillerens personlige kontrakt, men klubben forventer at kontrakten vil blive underskrevet i denne uge.”
Det forventes altså, at den 30-årige danske eks-landsholdsspiller vender tilbage til FC Midtjylland, hvor han spillede fra 2010-2012 inden skiftet til fransk fodbold, snart.