Pep Guardiola forlader Bayern München til sommer, fordi han vil prøve at træne i Premier League. Det fortalte han i dag på et pressemøde.
Bayern München meldte i december måned ud, at Pep Guardiola stopper som træner i klubben til sommer, når hans kontrakt udløber.
Og det er der en god grund til.
Den spanske succestræner vil nemlig prøve kræfter med en managertjans i Englands bedste fodboldrække, Premier League.
“Grunden til, at jeg ikke har forlænget min kontrakt med Bayern München, er simpel: Jeg vil være manager i Premier League,” siger Pep Guardiola på et pressemøde ifølge Daily Mirror og afviser, at han allerede nu er på plads i en ny klub:
“Når jeg har lavet en aftale med en ny klub, vil klubben fortælle det. Jeg har flere tilbud fra England, men endnu har jeg ikke underskrevet noget.”
Pep Guardiola fortæller endvidere, at Bayern München har gjort alt for at forlænge med ham, men at det aldrig har været et spørgsmål om penge.
I stedet overtager Carlo Ancelotti trænersædet på Allianz Arena.