Chelsea er parat med bud på FC Barcelonas Pedro og Marseilles Giannelli Imbula, mens også Real Madrids Jese Rodriquez skulle være på ønskelisten.
Ifølge rygtebørsen mandag har Chelsea tre forstærkninger i kikkerten frem mod sommerens transfervindue.
El Mundo Deportivo skriver, at Jose Mourinho er klar med et bud på 230 millioner kroner på FC Barcelonas Pedro, som er blevet forvist til bænken af det offensive trekløver Lionel Messi, Neymar og Luis Suarez i denne sæson.
Den historie supplerer The Sun, som mener at vide, at Chelsea også vil smide omtrent 200 millioner kroner efter det 22-årige Marseille-midtbanetalent Giannelli Imbula.
Sidst, men ikke mindst, sættes Real Madrids Jese Rodriquez, der før har spillet under José Mourinho, også i forbindelse med et skifte til Stamford Bridge. Den 22-årige offensivspiller er ikke tilfreds med tilværelsen i Kongeklubben, hvor han for det meste er at finde på udskiftningsbænken.