
Foto: Shutterstock
Den danske landsholdsprofil Andreas Christensen er på blokken i flere storklubber, og nu melder Atletico Madrid sig også ind i jagten på stopperen.
Til sommer har 25-årige Andreas Christensen kontraktudløb med London-topklubben Chelsea, og den situation har en lang række storklubber fået øjnene op for.
Adresser som Bayern München, FC Barcelona og Borussia Dortmund bliver i øjeblikket kædet flittigt sammen med danskeren, og nu er endnu en klub på banen.
I hvert fald melder mediet Fichajes, at La Liga-storklubben Atletico Madrid har meldt sig ind i kampen om forsvarerens signatur.
Diego Simeone og co. skulle se Andreas “AC” Christensen som en attraktiv mulighed for at forstærke deres bagkæde.
Danskeren har også tidligere været sat i forbindelse med et skifte til London-rivalerne fra Tottenham, men hans fremtid er altså endnu uvis.
AC har spillet 13 Premier League-kampe for The Blues i denne sæson, hvor de befinder sig på en aktuel 3. plads.