
Foto: Shutterstock
Manchester City-manager Pep Guardiola er angiveligt klar til at sælge Raheem Sterling til sommer, så man kan finansiere Erling Håland og Jack Grealish.
Raheem Sterling forlod tilbage i 2015 Liverpool til fordel for Manchester City, og siden da har den engelske landsholdsspiller været en vigtig profil for Premier League-topklubben.
Men det kan meget vel få en ende denne sommer, hvis man skal tro de meldinger, som mediet Football Insider kommer med.
Mediet erfarer, at City-manager Pep Guardiola ønsker at signe både Jack Grealish fra Aston Villa og Dortmund-kometen Erling Håland denne sommer.
Det vil dog uden tvivl blive en dyr affære, og for at finansiere de to store signings, skulle Guardiola være parat til at sælge 26-årige Sterling.
Offensivspilleren har ikke spillet fast på det seneste, hvilket blandt andet var tydeligt i Champions League-kampen mod PSG, hvor englænderen slet ikke kom i aktion.
Raheem Sterling har scoret ni Premier League-mål i 27 kampe i denne sæson.