Chelsea har nu modtaget et tysk bud på den spanske keeper Kepa Arrizabalaga, som bliver jagtet af Bayern München. Det kan Sky Sports berette.
Tidligere på sommeren mistede Chelsea den rutinerede målmand Edouard Mendy, som skiftede til den saudiarabiske liga.
Og nu kan endnu en keeper være på vej væk fra Stamford Bridge, for Bayern München har afgivet et bud på Kepa Arrizabalaga.
Det melder Sky Sports.
Ifølge mediet leder Bayern stadig efter en erstatning for Manuel Neuer, der brækkede benet i vinter.
Den skade er den efterhånden 37-årige tysker fortsat ikke ovre, og Bundesliga-giganten har derfor brug for en afløser.
Bayerns bud på Kepa skulle lyde på en sæsonlang lejeaftale med købsoption, og den 28-årige keeper vil i så fald blive genforenet med Thomas Tuchel.
Kepa står alt i alt noteret for 163 kampe for Chelsea, hvor han har formået at holde buret rent ved 59 lejligheder.