
Foto: Shutterstock
Borussia Dortmund-stjernen Erling Håland ønsker at skifte til Real Madrid denne sommer, hvor hans frikøbsklausul bliver aktiv. Det melder ESPN.
Igennem længere tid har Erling Håland været en stor profil for Bundesliga-storklubben Dortmund, og den norske landsholdsspiller er blevet rygtet kraftigt til endnu større adresser.
Og nu har angriberen besluttet sig for, hvor hans fremtid skal ligge, og ifølge ESPN er valget faldet på Real Madrid.
Den spanske topklub kan købe Håland til sommer, hvor hans frikøbsklausul på omkring 560 millioner kroner bliver aktiv.
Nordmanden har tidligere været sat i forbindelse med blandt andre FC Barcelona, Manchester City, Bayern München og Manchester United.
Sidstnævnte er ifølge ESPN helt ude af kampen om nordmanden, da kilder altså skulle have fortalt mediet, at Håland vil til Real Madrid.
Den 21-årige angriber har været i Dortmund siden 2020 og har en kontrakt med Bundesliga-klubben, som løber frem til sommeren 2024.