Storklubberne Liverpool og Bayern München er begge ude efter den engelske landsholdsspiller Levi Colwill, der er fast mand i forsvaret for Chelsea.
Chelsea har fået en god start på tilværelsen under manager Enzo Maresca, og her er Levi Colwill en vigtig spiller.
Den 21-årige midtstopper er fast mand i startopstillingen under Maresca, og hans gode præstationer er nu blevet bemærket.
Det melder The Athletic.
Ifølge mediet er Bayern München således ude efter Colwill, og det er de ikke alene om.
Liverpool skulle nemlig også have fulgt den formstærke Chelsea-profil igennem længere tid, lyder meldingen.
Det bliver dog ikke helt nemt at vriste Colwill fri af London-klubben, hvor han har kontrakt helt frem til 2029.
I denne sæson har han samlet set optrådt 13 gange for The Blues, hvor det dog endnu ikke er blevet til mål eller oplæg.
Levi Colwill har været i Chelsea siden ungdomsårene.