
Foto: Shutterstock
Arsenal-backen Cédric Soares er på blokken i både Fulham, Bayer Leverkusen og Villarreal, hvoraf førstnævnte arbejder hårdest på at hente ham.
I denne sæson er det bare blevet til 28 minutter i Premier League for 31-årige Cédric Soares, som Mikel Arteta bestemt ikke foretrækker i startopstillingen.
Hans plads på højreback-positionen er i høj grad blevet overtaget af Ben White, og det kan nu føre til portugiserens exit.
I hvert fald melder ESPN, at tre klubber er interesserede i at tilknytte Cédric.
Det drejer sig om Bayer Leverkusen, Villarreal og Fulham, men ingen af klubberne har budt på backen endnu.
Imidlertid forlyder det, at Fulham er den af bejlerne, der arbejder hårdest på, at en handel skal blive en realitet.
Cédric har været i Arsenal siden skiftet fra Southampton i 2020, og han har samlet set optrådt 59 gange for The Gunners.
Hans kontrakt med storklubben løber frem til sommeren 2024.