
Foto: Shutterstock
Premier League-klubberne Leeds, West Ham og West Bromwich har spurgt efter danske Martin Braithwaite. Det skriver avisen Sport.
Danske Braithwaite fortalte for nylig Ekstra Bladet, at han mener, at det går fantastisk i FC Barcelona trods bare 37 minutters spilletid i indeværende sæson.
De spanske medier melder samme historie, men dernede er der samtidig konsensus om, at FC Barcelona vil skære truppen til, og én af spillerne på affyringsrampen skulle være den danske offensivspiller.
Senest har den Barcelona-baserede Sport fortalt, at tre Premier League-klubber har spurgt til 29-årige Martin Braithwaite.
Det skulle ifølge avisen være de to nyoprykkere i form af Leeds og West Bromwich plus West Ham.
Sidstnævnte har tidligere haft en føler ude angående den hurtige angriber, som tidligere var i engelske Middlesbrough uden den store succes.
FC Barcelona skulle have mest lyst til at sælge, og klubben har et prisleje på omkring 15 mio. euro, svarende til omkring 110 mio. kroner, men de er også åbne for lån.
Hér er balladen, for Braithwaite vil nemlig ikke væk fra den spanske storklub trods den manglende spilletid.
Omvendt må den danske landsholdsspiller ikke glemme, at det kræver spilleminutter i benene, hvis han vil holde sin plads på Kasper Hjulmands mandskab, når der skal spilles EM til sommer, hvilket landstræneren også selv omtalte i forbindelse med den seneste samling.