Brøndbys administrerende direktør, Tommy Håkansson, har i dag valgt at trække sig med øjeblikkelig virkning. Det sker efter gensidig aftale.
Brøndby kunne tirsdag aften meddele, at klubbens administrerende direktør, Tommy Håkansson, stopper med øjeblikkelig virkning.
Håkansson udtaler, at han anser sin opgave i Brøndby for afsluttet. Derfor er der brug for nye kræfter i stillingen.
“Brøndbyernes I.F. Fodbold A/S er på vej tilbage dér, hvor den hører hjemme. Som et af de stærkeste brands i den skandinaviske sportsindustri. Vi har fået ansat de rigtige personer til at eksekvere den sportslige strategi og oprustet i resten af organisationen. Samtidig har klubben fået tilført ny kapital. Det betyder, at fremtiden ser tryg ud. Dermed er min opgave fuldført,” forklarer Håkansson i pressemeddelelsen og tilføjer:
“Det har aldrig været min ambition, at jobbet i Brøndby skulle være en livstidsstilling. Forudsætningen for at denne klub kan blive ved med at udvikle sig, er ny energi og friske øjne. Jeg vil ikke begå den fejltagelse at ”klæbe til taburetten.” Tiden er inde til, at jeg træder til side og giver faklen videre.”
Brøndbys nye administrerende direktør er allerede på plads. Det bliver Jesper Jørgensen, der kommer fra en stilling som økonomichef i klubben.
Fremover får Per Rud titlen som sportsdirektør, mens Anders Bay fortsat er kommunikations- og marketingsdirektør.