
Foto: Shutterstock
AGF oplyser mandag, at klubben har sikret sig den 25-årige højreback Tobias Mølgaard.
Mølgaard skifter fra Vejle Boldklub, og han er blevet udstyret med en treårig kontrakt.
“Tobias Mølgaard har været god i den seneste sæson i 3F Superligaen, hvor han har skilt sig ud med sit spil og sin arbejdsindsats på et hårdt kæmpende Vejle-hold. Han arbejder altid hårdt og er en ydmyg og fokuseret fodboldspiller, som for længst har vist sit værd og sit talent,” fortæller AGF’s sportschef Stig Inge Bjørnebye til klubbens hjemmeside og tilføjer:
“Han er også hele tiden opmærksom på, hvordan han kan bygge på sit spil og fortsat udvikle sig, og han indeholder mange af de kvaliteter, vi søger hos en spiller hos AGF.”
“Vi har fulgt Tobias længe, og vi glæder os over, at han har valgt os som sin næste klub – nu ser vi frem til at se ham i den hvide trøje.”
Ifølge B.T. lyder transfersummen på omkring tre millioner kroner.
Mølgaard nåede at spille præcis 100 kampe for Vejle, som han skiftede til fra Thisted i 2018.