Chelsea FC meddeler her til aften, at klubben har afsluttet samarbejdet med manager Carlo Ancelotti. Afløseren er ikke på plads endnu.
Chelsea FC endte med en trofæ-fattig sæson, da holdet må se Manchester United snuppe mesterskabspokalen, mens bysbørnene Manchester City fik FA Cup-triumfen.
Den ambitiøse klubejer Roman Abramovich var ikke tilfreds med den skuffende høst i sæsonen, og derfor er den italienske manager, Carlo Ancelotti, blevet afskediget med øjeblikkelig virkning.
“Klubejeren og bestyrelsen takker Carlo for hans indsats, siden han overtog manager-posten i juli 2009. Denne sæsons resultater har ikke levet op til forventningerne, og klubben mener derfor, at det er på tide, at foretage en udskiftning frem mod næste sæson”, skriver klubben på sin hjemmeside.
Chelsea har i skrivende stund ikke meddelt, hvilken manager, som overtager det nu tomme trænersæde.