Officielt: Børsting forlader AaB til sommer

0
Officielt: Børsting forlader AaB til sommer

Foto: Unisport.dk

AaB’s 27-årige profil, Frederik Børsting, forlader klubben til sommer. Han skifter i stedet til Brann, når hans kontrakt udløber.

AaB og Frederik Børsting går hver til sit til sommer, når den 27-årige profils kontrakt udløber.

I stedet skal han spille for Brann i den næstbedste, norske række. Han har skrevet under på en kontrakt, der gælder til udgangen af 2025 med Brann.

“I min tid i AaB har jeg lært Frederik Børsting at kende som en meget alsidig spiller, der næsten altid finder vej til holdkortet,” siger sportschef i AaB, Inge Andre Olsen, til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“På banen er han uanset position hver eneste gang parat til at ofre sig for at nå et fælles mål, og den tilgang kendetegner også Frederik uden for banen, hvor hans optimisme og smittende humør er værdifuldt for en trup.”

“Det er sjældent at opleve en spiller, som hver uge er i spil til tre-fire vidt forskellige pladser på banen, men Frederik er både hårdtarbejdende, fleksibel og målfarlig, og vi har forståelse for, at han på nuværende tidspunkt i karrieren har et ønske om få en ny oplevelse, og vi ønsker ham al mulig held og lykke fremover.”

Børsting har hidtil spillet 231 kampe for AaB’s førstehold med 25 scoringer til følge.

Han har spillet i klubben i 17 år, og været en del af Superliga-truppen i de seneste otte år.

Inden skiftet skal han dog hjælpe AaB i resten af indeværende sæson, hvor der resterer 15 spillerunder af Superligaen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE