Den tidligere U21-landstræner og assistent for Morten Olsen, Keld Bordinggaard, bliver ny cheftræner i Silkeborg IF.
Silkeborg IF mistede i dag klubbens cheftræner Troels Bech, som valgte at skifte til OB.
Det efterlod naturligvis et frit trænersæde, men sædet nåede dårligt nok at stå tomt, før klubben kunne annoncere den nye træner, som skal varme det.
Det bliver den tidligere U21-landstræner og assistent for landstræner Morten Olsen, Keld Bordinggaard, som overtager tøjlerne i klubben.
“Gennem alle årene siden Keld Bordinggaard var i klubben som spiller, har vi holdt kontakten. Og i særdeleshed indenfor det seneste år efter han stoppede i landsholdsregi, har den været tæt, da vi har været interesserede i at komme til at arbejde sammen på ny. Det var derfor helt oplagt for os at lade enderne mødes, nu hvor muligheden bød sig,” fortæller adm. direktør i Silkeborg IF, Kent Madsen, til klubbens hjemmeside.
“Vi takker Troels Bech for en stærk indsats i SIF gennem 3,5 år, hvor vi har haft et utrolig godt og konstruktivt samarbejde, som vi meget gerne ville have fortsat mange år endnu. Men i respekt for netop Troels store indsats i klubben, har vi valgt at imødekomme hans ønske om at blive frigivet. Vi skilles som gode venner og ønsker Troels alt det bedste fremover.”
Kent Madsen forklarer, at man samtidig forfremmer Peder Knudsens rolle som chefscout til sportschef. Derudover har klubben fået en økonomisk kompensation, som betyder, at man har opjusteret forventningerne til årets resultat.
Bordinggaard: Silkeborg er et godt match
Den nye cheftræner i klubben, Keld Bordinggaard, sætter ord på, hvorfor det netop blev SIF, som han underskrev en kontrakt, som løber frem til sommeren 2015.
“Jeg synes, at Silkeborg og jeg er et rigtig godt match. Først og fremmest fordi den sportslige retning Silkeborg har valgt er lig den, jeg selv kommer med fra landsholdet. Den udfordring, der ligger i klubben lige nu, er at få etableret SIF i Superligaens øverste halvdel med europæisk deltagelse til følge. Det er et ambitiøst mål, som jeg ser frem til at være med til at indfri.”
“Min periode efter det mangeårige samarbejde med landsholdene, har jeg brugt til at udvikle mit europæiske netværk gennem en række inspirationsture, samtidig med at jeg har fungeret som ekspertkommentator. Løbende har jeg vurderet de muligheder, der har budt sig, men jeg har haft is i maven til at vente på, at det helt rigtige tilbud dukkede op. Og det gjorde det i Silkeborg,” forklarer Keld Bordinggaard, der starter som cheftræner den 1. juni.