Brøndby har talt pengene op efter klubbens aktieemission og melder, at hele 108,4 millioner kroner er tilført klubkassen, hvilket sikrer klubbens redning.
For at sikre fremtiden igangsatte Brøndby en aktieemission tidligere på foråret, og nu er pengene talt sammen.
Klubben melder, at de har samlet 108,4 millioner kroner ind ved denne aktieemission, der tikker ind på klubbens konto den 3. maj, hvilket sikrer klubben mod konkurs.
Administrerende direktør i Brøndby Sten Lerche og konstitueret formand Tommy Håkansson har meldt dette resultat ud på klubbens hjemmeside:
”Vi i Brøndby IF er utrolig taknemmelige for den fantastiske opbakning, som vi har fået til kapitaludvidelsen. Vi vil gerne sige en stor, stor tak til alle, der har støttet op omkring Brøndby IF i denne meget afgørende situation. Tak.”
Med midlertidig ro på den økonomiske front bliver al fokus nu på det fodboldmæssige, hvor det altoverskyggende mål er, at sikre overlevelse i Superligaen.