Brøndby kunne i dag meddele, at de har skrevet en treårig aftale med den svenske forsvarer Michael Almebäck.
Brøndbys forsvar er i dag blevet styrket med den 25-årige forsvarsspiller Michael Almebäck, der kommer til Vestegnen fra Club Brügge.
Parterne har skrevet under på en treårig aftale.
“Det har været et klart mål at tilføre truppen noget erfaring, som kan løfte holdets niveau og samtidig være en god støtte for de mange unge, vi bringer i spil. Det har vi fundet i Michael Almebäck, som på trods af sine blot 25 år allerede har international erfaring fra landskampe, Europa League og den stærke Jupiler Pro League i Belgien,” forklarer klubbens sportschef Per Rud og uddyber:
“Derudover har Michael en række kompetencer, som vi har været på udkig efter til vores defensiv. Mest iøjnefaldende er kropsstyrken, hurtigheden og ikke mindst jernviljen til at vinde og spille for Brøndby IF. Sejrsvilje er en vigtig del af denne klub, og vi forventer os meget af Michael, der er udset til at løfte de unge. Jeg er sikker på, at han vil blive en klar forstærkning af vores trup, og at hans tilstedeværelse ligeledes vil gavne udviklingen af vores mange unge spillere.”
Klubbens nye nummer to har kun hørt positive ord om Brøndby.
“Jeg har kun hørt godt om klubben, og de fantastiske fans. Der er tale om en dansk storklub, som plejede at ligge i toppen og nu er i gang med at bygge noget nyt op. Der var andre muligheder for mig, men Brøndby-planen lyder virkelig spændende i mine ører,” fortæller Michael Almebäck til Brøndbys hjemmeside.
Almebäck er på trods af sine 25 år en erfaren spiller, og den erfaring vil han viderebringe til Brøndbys unge spillertrup.
“Jeg giver mig altid 100%, uanset hvad der står på måltavlen. Jeg kæmper for holdet og alle mine medspillere. Jeg vil hellere end gerne tage ansvar og være et forbillede for de unge spillere i truppen. Jeg vil ihvertfald bidrage med nogle af de ting, som jeg har lært indtil videre.”
Michael Almebäck har allerede mulighed for at få debut på søndag, når Brøndby møder FC Vestsjælland på hjemmebane.