Mandag blev det en realitet, at Chelseas manager fra næste sæson og tre år frem hedder Antonio Conte. Han tiltræder, når EM er overstået.
Der har længe været store spekulationer om, at Italiens landstræner Antonio Conte ville blive ny manager i Chelsea FC.
Mandag blev spekulation til realitet, da Chelsea annoncerede, at Conte har skrevet under på en treårig kontrakt med klubben.
“Jeg glæder mig meget til arbejdet i Chelsea. Jeg er meget stolt over at være landstræner for mit eget land, og udelukkende udsigten til at blive manager i Chelsea kunne overgå det,” fortæller Antonio Conte til Chelseas hjemmeside, og han uddyber:
“Chelsea og engelsk fodbold bliver fulgt alle steder, fansene er passionerede, og min ambition er at fortsætte med at hente sejre, ligesom jeg har gjort det med Italien.”
“Jeg er glad for at det nu er officielt, så alt er klart, og vi kan droppe spekulationerne. Jeg vil fortsætte med at fokusere på mit job med det italienske landshold, og vil vente med at tale mere om Chelsea til efter EM.”
Chelsea meddeler, at italieren tiltræder efter Italiens deltagelse ved sommerens EM-slutrunde i Frankrig.
Hans kontrakt vil løbe frem til sommeren 2019.
46-årige Conte slutter sig til en klub af italienske managere, som tidligere har været i Chelsea. Det drejer sig om Gianluca Vialli, Claudio Ranieri, Carlo Ancelotti og Roberto Di Matteo.