Tidligere på torsdagen blev Rúnar Alex Rúnarsson løsrevet af sin kontrakt med Arsenal FC samt sin lejeaftale med Cardiff.
Dermed var vejen banet for islændingens skifte til FC København.
Torsdag aften blev det officielt, at det netop var realiteten.
Rúnar Alex Rúnarsson har skrevet under på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2027.
“Alex er en teknisk dygtig målmand, der både kan bidrage defensivt og offensivt,” siger FCK-cheftræner Jacob Neestrup til klubbens hjemmeside og fortsætter:
“Vi har et rigtigt godt kendskab til ham og ser ham som en vigtig brik i forhold til, at vi har de nødvendige muligheder på den position også.”
“Nu glæder vi os til at få ham ind i gruppen og ud på banen.”
28-årige Rúnarsson har Superliga-erfaring på CV’et i forvejen, eftersom at han spillede 62 kampe for FC Nordsjælland tidligere i karrieren.
“Jeg er meget glad for, at skiftet til FCK er gået i orden,” siger Rúnar Alex Rúnarsson til FCK.dk og tilføjer:
“Jeg kender klubben, byen og ligaen rigtigt godt og ved, at det er en stor klub, jeg kommer til. Jeg ser meget frem til at blive en del af truppen og samarbejdet i målmandsteamet og med Kim Christensen, hvor jeg vil gøre alt for at hjælpe og presse de andre keepere.”
“Nu er jeg landet i Portugal og er klar til at give den gas på banen med det samme.”
FCK’s keeper Theo Sander er i øjeblikket ude med en længerevarende skade, og derfor har man altså været i markedet efter en backup for førstemålmanden Kamil Grabara.
Rúnarsson er desuden også noteret for 27 A-landskampe for Island.