FC København har i dag valgt, at fyre cheftræner Roland Nilsson efter kun seks måneder på posten. Carsten V. Jensen overtager stillingen.
FC København erstattede i sommer Ståle Solbakken med Roland Nilsson. Den svenske mestertræner formåede, at føre holdet frem til førstepladsen i Superligaen i efteråret, men trods dette, har samarbejdet ikke fungeret optimalt.
Klubben har i dag valgt, at fyre Nilsson, og i stedet besluttet, at sportsdirektør Carsten V. Jensen skal overtage ansvaret for holdet.
“Vi har ønsket at bringe ledelsen tættere på truppen og truppen tættere på ledelsen. Derfor viste der sig hurtigt en tegning til denne logiske beslutning; nemlig at lade Carsten V. Jensen overtage den tidligere cheftræner Roland Nilssons ansvar for træning og kamp sideløbende med sine nuværende opgaver som sportsdirektør,” forklarer direktør Anders Hørsholt i en pressemeddelelse.
“Samtidig tildeles assistent Johan Lange et større ansvarsområde som træner i F.C. København. Med CV’s snart 20 års erfaring i FC København som spiller, træner og sportsdirektør og Johan Langes viden om klubbens grundlæggende principper og daglige processer har vi fundet den konstellation, der bedst kan videreudvikle FC København.”
“Vi må erkende, at der i et nyt partnerskab altid er nogle ubekendte faktorer, som man ikke på forhånd er herre over. Vi må konstatere, at der i dette tilfælde ikke var enighed mellem FC København og Roland Nilsson om, hvordan holdet skulle føres videre, og derfor må vore veje skilles.”
Carsten V. Jensen har tidligere været assistenttræner for Hans Backe i FCK. Han sluttede som assistent i 2006, mens han siden hen blev sportsdirektør.