
Foto: Unisport
45-årige Peter Christiansen skifter stillingen som sportschef i AGF ud med jobbet som sportsdirektør i FC København. Det oplyser klubberne fredag.
FCK har fundet klubbens nye sportsdirektør i form af det kendte ansigt Peter Christiansen, der kommer til hovedstadsklubben fra AGF.
Det meddeler begge klubber fredag på deres respektive hjemmesider.
“Senest 1. april 2021 tiltræder Peter Christiansen som sportsdirektør i F.C. København. Peter Christiansen vil referere til bestyrelsen for PARKEN Sport & Entertainment A/S,” lyder meldingen i en pressemeddelelse.
Parkens bestyrelsesformand Bo Rygaard er ganske godt tilfreds med ansættelsen.
“Det er naturligvis vigtigt for os, at vi nu har fundet den rigtige person til jobbet, og vi har haft et fint forløb i forhold til at identificere både de nødvendige kompetencer og den rigtige kandidat til rollen. Det har vi fundet i PC, og vi glæder os meget til samarbejdet,” udtaler Rygaard.
Hovedpersonen selv kalder jobbet i FC København for en kæmpe udfordring, som han glæder sig til at tage hul på, når han har færdiggjort jobbet i AGF.
“Det er selvfølgelig en kæmpe udfordring at komme til en klub som FCK med den historie og de forventninger, der følger med,” fortæller han til FCK’s hjemmeside og fortsætter:
“Jeg vil gå ydmygt til opgaven, og jeg ser frem til i samarbejde med Jess Thorup og de dygtige mennesker omkring holdet med at udvikle klubben og få FCK tilbage til toppen,” lyder det fra PC.
“I første omgang skal jeg gøre mine opgaver i AGF færdige professionelt og godt, og det er alt mit fokus på nu,” siger den nye sportsdirektør.
I årene fra 2000 til 2005 spillede Peter Christiansen 120 kampe for FCK.