
Foto: Fodbold-transfers.dk
FC København har nu lukket handlen med Gornik Zabrze om midtbanetalentet Dominik Sarapata.
17-årige Sarapata har skrevet under på en aftale, der gælder til sommeren 2028.
“Dominik er en spiller, vi har fulgt tæt,” fortæller FC Københavns sportschef Sune Smith-Nielsen til FCK.dk og tilføjer:
“Han har allerede bevist sig på seniorniveau i Polen, hvor han har fået masser af spilletid i en ung alder. Han er en intelligent og arbejdsom midtbanespiller med et godt drive med bolden og en modenhed, man sjældent ser hos en 17-årig.”
Sarapata har spillet 16 kampe i den bedste, polske række, Ekstraklasa, på trods af sin unge alder.
Ifølge mediet Goal, så lyder transfersummen på cirka 30 millioner kroner. Dette beløb kan stige med yderligere små ti millioner kroner, hvis diverse bonusser opfyldes.
Sarapata: Det internationale niveau tiltaler mig
“Jeg er meget stolt over at blive en del af FC København,” fortæller Sarapata til FCK.dk og fortsætter:
“Jeg har haft stor fremgang i Górnik, men da FC København kom på banen, kunne jeg mærke, at her var en klub og en by, hvor jeg virkelig kunne udvikle mig yderligere.”
“Det internationale niveau og kvaliteten i truppen tiltaler mig, og jeg er klar til at tage endnu et stort skridt i min karriere.”