Officielt: FCK-keeper forlænger til 2015

0

FC KøbenhavnFC Københavns målmand Kim Christensen har i dag tegnet en ny kontrakt med løverne, så han er at finde i klubben til udgangen af 2015.

FC Københavns førstevalg på målmandsposten er fortsat Johan Wiland, men på reservekeeper-positionen er der sket en udskiftning.

Jakob Busk har i efteråret overhalet 34-årige Kim Christensen. Det har sået tvivl om hans fremtid, men i dag forlængede Christensen med FCK.

“Kim er fortsat en dygtig målmand, som hver eneste dag bidrager til niveauet inden, under og efter træningen med sin professionalisme. Kim har altid stået for hårdt arbejde og optrådt loyalt og som en god kollega hver eneste dag i FC København,” forklarer sportsdirektør Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.

Hans tidligere aftale stod til at udløbe ved årsskiftet. Foruden træningen med førsteholdet, skal keeperen også prøve sine evner af som træner.

“Som klub sætter vi stor pris på de kvaliteter, Kim har, på og uden for banen. Og da han samtidig er en af de spillere, som vi mener, kan have en god træner i sig, så vil den nye aftale lægge op til, at Kim uddannes som målmandstræner ved siden af det daglige arbejde i Superligatruppen,” siger CV.

Christensen skal afprøves som målmandstræner for de bedste målmænd på School of Excellence.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE