Officielt: FCK køber Hatzidiakos fri

0
FC København

Foto: Fodbold-transfers.dk

FC København har købt Pantelis Hatzidiakos, som man i sidste sæson lejede i italienske Cagliari.

FC København lejede i sidste sæson Pantelis Hatzidiakos i italienske Cagliari.

I dag har københavnerne annonceret, at man har købt den græske forsvarer fri af kontrakten.

FCK har dermed benyttet sig af den købsoption, som var indskrevet i lejeaftalen.

Ifølge Transfermarkt lyder transfersummen på 1,5 millioner euro, svarende til cirka 11 millioner kroner.

28-årige Hatzidiakos har skrevet under på en treårig kontrakt.

Den græske landsholdsspiller har hidtil spillet 40 kampe, scoret tre mål og leveret to assists for FCK.

“Vi er glade for, at aftalen er faldet på plads, og det er lykkedes at få lavet en god aftale for os som klub,” siger Sune Smith-Nielsen og uddyber:

“Samtidig har det været positivt at opleve, hvor meget Pantelis selv har været interesseret i at fortsætte i København. Han er en moden spiller, som vi kan se flere spillere læne sig op ad i fremtiden i forhold til at skabe et solidt forsvar.”

“Pantelis har været en vigtig spiller i den netop overståede sæson, hvor han fra start tog ansvar og viste et højt niveau.”

“Vi havde fokus på at skabe et solidt defensivt fundament sidste sommer, og det lykkedes vi med. Pantelis var en af de spillere, som bidrog til den udvikling.”

Neestrup: Fidus til ham fra starten

“Vi følte allerede fra første kamp, at vi havde fået fat i en dygtig stopper, som er forudseende i sit spil, dygtig i det opbyggende spil og har klare lederegenskaber,” siger cheftræner Jacob Neestrup til FCK’s hjemmeside og tilføjer:

“Han spillede med stor stabilitet i specielt mesterskabsspillet, hvor han var solid i både de defensive aktioner, og når vi skulle sætte vores spil frem i banen.”

“Pantelis er samtidig en af de spillere, som er utroligt nysgerrig på spillet og udviklingen af det, og han bruger tid på at fordybe sig i detaljerne. Vi ser frem til at bygge videre på det gode fundament, vi fik skabt i den seneste sæson.”

Hatzidiakos: Jeg vil vinde mere med FCK

“Da jeg kom til København i 2024, følte jeg mig på meget kort tid hjemme i både klubben og byen,” siger Hatzidiakos til FCK.dk og fortsætter:

“Jeg blev taget godt imod fra starten, og der har været tillid til mig både som spiller og person. Der er et meget højt fodboldfagligt niveau i vores træning og i hele den gruppe, vi har på Nummer 10.”

“Det sætter jeg enormt stor pris på, og jeg håber virkelig at kunne gengælde den tillid, jeg har fået af klubben med denne aftale.”

“Afslutningen på sæsonen var forrygende og viste noget af det potentiale, som denne gruppe besidder. Vi har arbejdet stenhårdt hele sæsonen og været kritiske overfor vores præstationer. Vi ved godt, når det ikke har været godt nok, men jeg mener også, at vi beviste, hvad vi kan opnå sammen.”

“Jeg glæder mig til endnu flere sæsoner i København, hvor vi skal vinde flere mesterskabet og pokaler,” siger Hatzidiakos.

Officielt: Brøndby køber japansk offensivspiller
Officielt: Bayern München udlejer dansker

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE