
Foto: Shutterstock
FC København har lørdag meddelt, at de har købt Lukas Lerager fri af kontrakten med italienske Genoa. Han har fået en kontrakt til 2025.
FC København har i dag gjort brug af den købsoption, der var i lejeaftalen med Lukas Lerager.
Det betyder, at FCK har købt Lerager fri af kontrakten med italienske Genoa.
Midtbanespilleren er blevet udstyret med en kontrakt, der gælder til udgangen af 2025.
“Det har hele tiden været planen og aftalen, at Lukas skulle blive her, men nu er det også officielt på plads,” forklarer sportsdirektør Peter Christiansen til FCK’s hjemmeside og uddyber:
“Det er vi naturligvis glade for, da han er en kvalitetsspiller og senest har vist sig stærkt frem i mesterskabsspillet.”
Lerager: Vi bliver stærkere
“Jeg føler mig fantastisk godt tilpas i klubben, og vi har stadig masser af ambitioner om at vinde titler og spille på en høj europæisk hylde,” siger Lukas Lerager til FCK’s hjemmeside og tilføjer:
“Det har hele tiden været den her løsning, der har været planen, og det er fint, at alt nu også er formelt på plads.”
“Nu skal vi gøre den her sæson færdig, og så glæder jeg mig allerede til den næste, hvor jeg er sikker på, at vi bliver endnu stærkere.”
Lerager står noteret for 59 kampe for FCK, og i denne sæson har han scoret otte mål samlet set.