Officielt: FCK sælger Stage til Bundesliga-klub

0
Officielt: FCK sælger Stage til Bundesliga-klub

Foto: Shutterstock

FC København har onsdag solgt Jens Stage til Bundesliga-klubben Werder Bremen. Han nåede at spille 111 FCK-kampe.

FC København købte midtbaneprofilen Jens Stage af AGF i sommeren 2019 for omkring 15 millioner kroner.

I dag har løverne så solgt Stage til Bundesliga-klubben Werder Bremen.

25-årige Stage nåede at spille 111 kampe for FC København.

“Jens har været gennem en stærk udvikling i FCK, hvor han har vist sig godt frem som en stærk og energisk holdspiller med masser af egenskaber både offensivt og defensivt. Derfor har der igennem de sidste to vinduer også været god interesse for ham,” siger sportsdirektør Peter Christiansen til klubbens hjemmeside og tilføjer:

“Han skifter nu til en af de helt store ligaer, og hans personligt store drøm om at spille i Bundesligaen går hermed i opfyldelse. Det kan han og alle, der har hjulpet ham på rejsen hertil, være rigtigt stolte af.”

Stage: Vemodigt at forlade klubben

“Jeg har haft en fantastisk tid i FCK med super dygtige holdkammerater, en stab på højeste niveau og fans på internationalt niveau, som alle har været med til at gøre mig klar til en af de store ligaer,” siger Jens Stage og uddyber:

“Det er vemodigt at tage afsked med det, for jeg har haft så mange store oplevelser her. Jeg har spillet europæisk, vundet mesterskabet, fået debut på A-landsholdet og udviklet mig meget, og med mesterskabet vi sikrede os, synes jeg også, at timingen er rigtig nu for mig.”

“Det var vigtigt for mig, at jeg var med til at sikre klubben den titel, inden jeg tog videre. Stor tak til alle for min tid i FCK.”

Jens Stages transfersum

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger, så lyder prisen på omkring 45 millioner kroner, mens diverse præstationsbonusser kan løfte prisen op til 60 millioner kroner.

Desuden afviste FCK i vinter et købstilbud på 10 millioner euro, omkring 75 millioner kroner fra tyske Augsburg ifølge avisen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE