
Foto: Fodbold-transfers.dk
FC København har onsdag valgt at udleje Amin Chiakha til Vejle Boldklub. Lejeaftalen løber i hele indeværende sæson.
19-årige Amin Chiakha jagter fast spilletid, og det sigter han efter at få i Vejle Boldklub.
FC København har i dag udlejet angriberen til netop Vejle.
Han har signeret en lejeaftale, som løber i resten af indeværende sæson.
“Det har været et mål for os at udvide mulighederne for trænerteamet omkring angriberpositionen,” forklarer Vejle Boldklubs sportsdirektør Mikkel Hemmersam til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Med Amin Chiakha får vi en type ind, der dels har noget tyngde i forhold til vores ageren i feltet, men som også har nogle gode relationelle færdigheder, som gør ham nyttig i opbygningsspillet.”
“Amin brød igennem i 3F Superliga sidste efterår med mange kampe for FCK og flere mål, hvilket også gjorde ham aktuel for Algeriets A-landshold som 18-årig. Amin har haft andre muligheder på hånden, men han har været motiveret for at komme til Vejle.”
“Han har deltaget i hele deres pre-season og kommer til Vejle i en god fysisk forfatning, hvorfor han træder ind i vores træningsmiljø med det samme.”
FCK-boss: Stadig tiltro til Amin Chiakha
FC Københavns sportsdirektør Sune Smith-Nielsen fastslår, at Amin Chiakha stadig indgår i klubbens fremtidsplaner.
“Amin er en spiller, vi tror stærkt på i F.C. Københavns fremtid,” siger Sune Smith-Nielsen til FCK’s hjemmeside og tilføjer:
“Vi har grundet den stærke konkurrence svært ved at give ham det nødvendige antal minutter her og nu, og derfor har vi valgt at sende ham til Vejle, hvor han kan få erfaring, modne sig og påtage sig en rolle med større ansvar.”
“Vi glæder os til at følge hans udvikling tæt – og se ham vokse både som spiller og som individ.”
Chiakha har hidtil spillet 29 førsteholdskampe for FCK med syv scoringer og en assist til følge.
Han har rødder i Algeriet, hvorfor han har valgt at repræsentere det algeriske A-landshold i stedet for det danske. Han har spillet to A-landskampe for Algeriet hidtil.